Hvordan kan jeg genkende en dræbersnegl?

Der er generelt to simple måder, som du kan bruge til at genkende om det er dræbersnegle du har i haven. 

Antallet af snegle

Forekommer der et stort antal snegle i din have, er det formentligt dræbersnegle. Dræbersneglen formerer sig hurtigt og optræder ofte mange ad gangen. Og da hverken sort skovsnegl eller rød skovsnegl, som man normalt kan forveksle den med, optræder i store populationer, vil det være et ret sikkert tegn på at det er dræbersnegle du har i haven.

Farven

Sneglens farve er en anden metode du kan bruge til at artsbestemme sneglene i din have. Dræbersnegle vil typisk befinde sig i de brunlige til rødlige nuancer, hvor sort skovsnegl typisk er helt sort, og rød skovsnegl er helt rød.
Der findes dog nuancer af begge øvrige danske skovsnegle, som kan forveksles med dræbersnegle. For mere sikker bestemmelse skal du derfor se på sneglens fodbræmme, altså undersiden af sneglen. På dræbersnegle vil den typisk være orange, med en mørk regelmæssig tværstribning.