Hvor mange æg lægger en dræbersnegl?
Dræbersneglens store udbredelse skyldes ikke mindst dens evne til at formere sig. Hver dræbersnegl kan lægge op til 400 æg, så det kan blive til mange nye snegle, hvis ikke man får begrænset skaden i tide.
De 3-4 mm store æg lægges gerne i små klynger af omkring 30, og vil i starten være næsten helt klare. Herefter bliver mere hvide, og vil inden de klækkes være let gullige.
Dræbersneglen lægger sine æg i fugtige omgivelser uden for direkte sollys. Det vil typisk være under visne blade, grene, under bark eller under sten. I din have kan dræbersneglen være mere kreativ, og kan bl.a. bruge kompostbunken, brædder på jorden, krukker og andre haveting, som man typisk har stående i haven.
Vil du undgå mange nye dræbersnegle, skal du derfor med jævne mellemrum ud og rode din have igennem, og se om du kan finde snegleæg. Snegleæggene destrueres herefter med eks. kogende vand.