Giver et varmt forår/sommer færre dræbersnegle?

Forsommeren 2018 har været fantastisk vejrmæssigt, med sol, tørke og høje temperaturer i maj og juni. Men hvad gør det ved antallet af dræbersnegle? Få svaret herunder.

Snegle elsker fugtige steder og milde temperaturer. Og derfor er sol, varme og tørke med til at holde dem væk. Sneglene kommer sjældent frem, når temperaturen er over 25 grader.

Men giver tørt og varmt vejr færre dræbersnegle?

Desværre er svaret nej.

Sneglene er nogle hårdføre bæster, der er i stand til at overleve meget tørre og varme perioder, og klarer sig ved at holde sig skjult. De gemmer sig på fugtige og kølige steder, hvor de kan holde sig skjult for sol og varme. Det kan være i komposten, under dynger af vissent løv, nedgravet i løs jord osv.

Så antallet reduceres desværre ikke mærkbart, trods tørkelignende tilstande herhjemme.

Til gengæld er sneglene ofte mindre end de plejer på samme tidspunkt som andre år. Det tørre vejr har gjort det svært for dem at finde føde, og vokse sig store. Det vil dog afhænge meget af området du bor i, og fødegrundlaget kan svinge en del fra sted til sted.

Hvor varmt skal det være, før sneglene tager skade?

Skal varmen gå ud over bestanden, vil det kræve meget lange tørkeperioder, som rækker helt ind i efteråret, når sneglene skal lægge deres æg. Her er de afhængige af fugtige steder, og findes de ikke der, kan det reducere antallet i den næste generation af dræbersnegle..

Med regnen kommer sneglene frem…

Skifter vejret og kommer der regn, kommer sneglene frem igen. Så tørken har bare udskudt din sneglejagt en smule.

Lige så snart der kommer nedbør, er det bare med at være klar.

Se hvordan du bekæmper dræbersnegle i din have.